Velkommen til Nybroens Børnehus
Nybroens Børnehus er en specialinstitution, der dækker både vuggestue og børnehave efter §83-barnets lov. Dvs. det er et specialtilbud til børn i alderen 0-6 år med vidtgående og varige fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser.
I er altid velkomne til at kontakte Nybroens Børnehus – enten for at aftale et besøg eller for en telefonisk samtale. En plads i Børnehuset kræver en visitation.
Det kan være en helt ny og ukendt verden at være forælder til et barn med særlige behov, og derfor er alle spørgsmål og undringer meget velkomne hos os.
Denne hjemmeside giver jer praktiske informationer og et lille indblik i hverdagen i Børnehuset.
Nybroens Børnehus
Nybroens Børnehus ligger i Nyborg og er en del af det samlede specialtilbud, Nybroen i Nyborg kommune. Vi har lokaler på Rævebakkeskolen, som er den ene af byens to specialskoler.
Alle børn i Nybroens Børnehus er visiteret hertil gennem specialvurderingsteamet i CFP.
Alle børn i Nybroens børnehus har gennemgribende udviklingsforstyrrelser. Herunder vanskeligheder på flere områder indenfor generelle indlæringsvanskeligheder, socio-emotionelle vanskeligheder, bevægelses- og funktionsnedsættelser samt tale- og kommunikationsudfordringer. Der er en del børn indenfor autismespektret.
Personale
I Nybroens Børnehus består personalet af:
· 4 Pædagoger
· 2 Pædagogiske assistenter
· 1 Ergoterapeut
· 1 Fysioterapeut til specifikke behandlingsopgaver
· Periodevis en PAU studerende (6 mdr)
· Periodevis en pædagogstuderende (7-8 uger)
Ergoterapeuten arbejder integreret som en del af hverdagen, men har også lejlighedsvist små grupper og individuelle forløb med enkelte børn.
Fysioterapeuten deles med skolen og har som primære opgave at løse behandlingsspecifikke opgaver i Børnehuset.
Vi arbejder tværfagligt internt såvel som med eksterne samarbejdspartnere og får løbende sparring fra et team i CFP i Nyborg Kommune, som består af en psykolog og en talepædagog.
Børnehusets forældre har mulighed for at benytte Nybroens familietilbud.
Afdelingsleder af Børnehuset: Jeanne Eilsøe.
Fysiske rammer
Nybroens Børnehus er berammet til 11 børn.
Afdelingen er delt i to stamstuer, hvor børnene har deres stampladser, og hvor de spiser. Der er mellem 4 - 6 børn på hver stamstue inddelt efter funktionsniveau og hensyn til børnefællesskaber. Det er personalet i Nybroens Børnehus, som vurderer, hvilken stue barnet får sin stamplads på. I takt med udvikling og forandringer kan barnet flytte stue i sin tid i Nybroen.
Fælles for begge stuer er fokus på nærvær, tætte relationer, trivsel og udvikling i små børnefællesskaber.
Stuerne arbejder som udgangspunkt fælles og på tværs af hinanden, men særligt i ydertimerne hvor der er færre personaler, over middagsstunden hvor personalet skal have afviklet pause, og ellers når det giver mening i løbet af dagen i fht. at skabe gode børnefællesskaber og lege muligheder på tværs.
Børnehuset har tre større lokaler (stuer) til rådighed + gangen. De to stamstuer (Spætterne og Uglerne) er de primære grupperum og ligger lige overfor hinanden med en gang imellem. Den ene stue har et birum, som benyttes som hvile/soverum over middag. Den 3. stue (Sommerfuglen) bruger vi mere fælles som et multirum, hvor vi kan gå fra med børn, der trænger til ro fra det store fællesskab, til små hold og særligt tilrettelagte grupper med pædagogisk eller terapeutisk indhold, eller bare inddrage det som et ekstra legerum som børnene kan søge i perioder af dagen.
Børnene har egen garderobe med plads til overtøj tilpasset vejret og årstiden, og med skab til ekstra skiftetøj. Fra garderoben er der adgang til vores egen afskærmede legeplads. På badeværelset har børnene også deres egne skabe med skiftetøj, bleer og hvad der ellers er brug for i den daglige pleje. Der er små toiletter og lave håndvaske, hvor barnet kan øve sig i at gå på toilettet og få vasket hænder.
Der er på skolen mulighed for lejlighedsvist at benytte svømmehal, snoozelrum, gymnastiksal, hal, motorikrum, faglokaler, bålhytte mm.
Børnehuset har to ladcykler, hvormed vi hurtigt kan komme til både skov og strand eller besøge nærområdets legepladser, havnen, volden mm. rundt omkring i byen.
Skolen har to busser som muliggør længere udflugter. Kørsel med børn i busserne, gør vi kun med særskilt samtykke fra Jer forældre.
Børnehuset er sko-frit i den forstand, at vi henstiller til at alle udendørs sko stilles i garderoben og at der kun bruges indesko i Børnehuset. Der er mange børn der kravler rundt og bruger gulvet aktivt til leg, og vi vil gerne dels nedbringe mængden af grus og snavs samt risikoen for at medbringe smitte og bakterier ind i huset.
